Hvad koster det at få nye puder på en saxofon?

Lad mig starte med to konkrete priseksempler på, hvad det kan koste at få nye puder på en saxofon:

Eksemplerne er selvfølgelig sat temmelig meget på spidsen, og de fleste reelle udskiftninger ligger et sted langt mellem disse to yderpunkter.

På trods af dette indeholder de to eksempler meget af den væsentligste information om de faktorer, der påvirker prisen, og viser, at der kan være ekstremt stor forskel.

Hensigten med denne artikel er at give læserne en bedre idé om, hvad det koster at udskifte puder på netop deres saxofon, og hvilke trin der indgår i processen.

Hvad koster puderne?

Prisen på selve puderne afhænger især af tre ting:

1. Antal og størrelse

Det siger næsten sig selv, at det bliver dyrere, jo flere puder der skal udskiftes. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er tre gange så dyrt at få skiftet tre puder i stedet for én. Mange af saxofonens klapper er koblet sammen, og flere klapper skal ofte justeres efter pudeskift, uanset om det er én eller tre puder, som er blevet skiftet i samme kobling. Prisen pr. pude vil derfor i nogle tilfælde blive lavere, jo flere der skal skiftes.

Ud over antallet har pudernes størrelse også væsentlig betydning for prisen.

En saxofon har typisk omkring 23–25 puder, afhængigt af model og konstruktion. En sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofon kan godt have omtrent samme antal puder, men der kan være meget stor forskel på størrelsen – og dermed også på materialeprisen.

En af de mindste puder på en saxofon kan være omkring 7–9 mm i diameter, mens de største puder på en moderne barytonsaxofon kan være omkring 65–70 mm.

Hvis man vælger en fornuftig kvalitetspude inden for samme mærke, kan prisen på 7–9 mm puder ligge på omkring 15 kr./stk., mens 65–70 mm puder koster omkring 100 kr./stk. Prisen kan naturligvis variere en del alt efter materialer og kvalitet.

Puder fås typisk i intervaller på en halv millimeter. Det er nødvendigt for at kunne vælge en pude, som passer meget præcist til den pudekop, den skal sidde i. Pudestørrelserne varierer fra mærke til mærke og fra model til model. Et sæt puder til en Yamaha passer højst sandsynligt ikke til en Selmer-saxofon.

Derudover kan der være forskel på pudernes tykkelse. Selvom en pude har den korrekte diameter, kan tykkelsen være forkert, og det kan derfor være vanskeligt eller helt umuligt at få den til at lukke korrekt. Pudetykkelsen i sig selv har sjældent stor betydning for prisen, men der kan være tilfælde, hvor man bliver nødt til at vælge en bestemt slags puder fra en bestemt leverandør, simpelthen fordi ikke alle pudeudbydere tilbyder alle tykkelser.

2. Materialer og kvalitet

De fleste traditionelle saxofonpuder består af en kerne af filt, som er beklædt med læder og monteret på en fast bagside. I midten sidder der ofte en resonator af plast eller metal. Resonatoren er med til at give puden en fast overflade og har samtidig betydning for, hvordan lyden reflekteres i instrumentet.

En billig pude kan sagtens fungere fint, men på dyrere puder betaler man ofte for mere ensartede materialer og en mere præcis konstruktion. Det kan for eksempel være:

• Mere ensartet og smidigt læder
• Filt med mere ensartet fasthed
• Bedre dimensionsstabilitet
• Mere præcis tykkelse fra pude til pude
• Bedre modstandsdygtighed over for fugt og deformation

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den dyreste pude altid er den bedste løsning. En god pude skal først og fremmest passe til instrumentets konstruktion og til den måde, reparatøren arbejder på. En forholdsvis almindelig kvalitetspude, der er korrekt monteret og justeret, vil ofte fungere bedre end en meget dyr pude, der ikke er tilpasset ordentligt.

Til nogle af de første saxofoner, som jeg købte og satte i stand, brugte jeg billige no-name puder købt fra Kina. Her kunne jeg få et helt sæt for omkring 400 kr.

Mange af dem var ikke helt lige, og læderet var knap så stramt, som man kunne ønske, men til sidst fik jeg dem faktisk til at slutte fint tæt. Problemet var bare, at det tog virkelig lang tid at montere dem, og jeg har ingen anelse om, hvorvidt de vil holde på sigt.

Jeg har efterfølgende testet puder fra Pisoni, Rigotti, Claripad, Soundman, Yamaha m.fl., og generelt er svaret ret entydigt: Det er langt lettere at montere en kvalitetspude ordentligt.

Når jeg nu skifter puder på en saxofon, bruger jeg som udgangspunkt puder, som jeg selv har gode erfaringer med, og i en kvalitet, jeg kan stå inde for.

Når jeg gentagne gange har arbejdet med samme pudetype, opbygger jeg en føling med, hvordan netop den pude reagerer på varme, shellak og tryk.

Det betyder samtidig, at jeg hurtigere kan montere de puder, jeg har mest erfaring med, og den reducerede arbejdstid betyder i sidste ende en lavere pris for kunden.

3. Resonatorer

De fleste saxofonpuder har en resonator i midten, typisk lavet af plast eller metal. Resonatoren gør en del af pudens overflade stivere og påvirker dermed pudens akustiske egenskaber.

Resonatorer findes i mange størrelser, former og materialer, og valget kan have betydning for både pris og instrumentets respons og klang. Det er derfor ikke sådan, at en dyr resonator automatisk giver en bedre saxofon. Valget handler i høj grad om præference, instrumenttype og den klang og respons, man ønsker.

Standardresonatorer i plast eller almindeligt metal er forholdsvis billige og udgør derfor sjældent en stor del af prisen for pudeudskiftning. Vælger man specialudgaver og mere eksklusive materialer, kan de dog godt lægge flere hundrede kroner oven i den samlede materialepris.

Til et helt sæt puder ligger standardresonatorer typisk omkring 150–250 kr., mens mere eksklusive resonatorer kan koste 500 kr. eller meget mere.

Priseksempel på komplet sæt puder

Hvor meget arbejde ligger der i at skifte saxofonpuder?

At fjerne den gamle pude og sætte en ny i er sjældent den sværeste og mest tidskrævende del af udskiftningen. Den del ligger i at få den nye pude til at slutte helt tæt bagefter, så saxofonen spiller korrekt. Det kræver tålmodighed, gentagne små justeringer og tests samt en god portion fingerfærdighed.

Filt og læder er komprimerbare materialer, som påvirkes af fugt, alder og brug. Selv puder med samme nominelle størrelse kan derfor variere lidt i tykkelse og form, og få tiendedele millimeter kan have betydning, når puden skal lukke helt tæt.

Det kræver ofte flere runder med opvarmning af shellakken, små justeringer og nye tests, før puden lukker helt tæt (se afsnittet Sådan skifter jeg saxofonpuder).

Det er netop denne proces, der tager tid. Det handler ikke bare om at få en ny pude til at sidde fast, men om at få den til at arbejde præcist sammen med resten af saxofonens mekanik.

Hvor lang tid det tager, afhænger især af tre ting:

1. Hvilken pude skal skiftes?

Den øverste oktavpude, som sidder på saxofonens hals, er blandt de lettere opgaver. Her kan man typisk komme til puden ved blot at løsne en enkelt skrue i mekanikken, og klappen er samtidig lille og relativt enkel at arbejde med.

Andre puder er langt mere tidskrævende, fordi andre dele af mekanikken først skal fjernes, før man kan komme til den pågældende pude. G#-puden er et godt eksempel på en pude, hvor selve udskiftningen kun er en del af arbejdet. På de fleste saxofoner indgår G#-klappen i flere mekaniske koblinger. Blandt andet er venstrehåndens C#-, B- og Bb-greb konstrueret, så de også kan påvirke G#-klappen. Når G#-puden skiftes, skal disse koblinger derfor kontrolleres og om nødvendigt finjusteres bagefter.

2. Saxofontype og konstruktion

Nogle saxofoner er lettere at skifte puder på end andre. En barytonsaxofon vil som regel tage lidt længere tid end en sopran-, alt- eller tenorsaxofon, blandt andet fordi instrumentet er større og mere besværligt at håndtere. Nogle mærker og modeller er konstrueret, så de er lettere at adskille, og kan være forsynet med justeringsmekanismer, der gør den efterfølgende regulering lettere. Det gælder ofte nyere saxofoner frem for ældre.

Yamaha YAS-62 er et godt eksempel på moderne ingeniørarbejde: Konstruktionen er logisk og ensartet, og det gør saxofonen forholdsvis let at adskille. Den har flere justeringsmuligheder i mekanikken, som gør det lettere at finregulere samspillet mellem koblede klapper efter montering af nye puder.

Omvendt betyder en traditionel konstruktion ikke, at instrumentet er dårligt. En Buescher True Tone er et eksempel på en anerkendt saxofon med en mere traditionel konstruktion – uden mange af de moderne konstruktionsmæssige løsninger og med færre indbyggede justeringsmuligheder. Det betyder, at reguleringen i højere grad må foretages ved præcis mekanisk tilpasning samt tilpasning af kork og filt.

3. Saxofonens stand

På en nyere og velholdt saxofon kan opgaven være forholdsvis ligetil, fordi mekanikken allerede fungerer korrekt, og klapperne sidder, som de skal.

På en ældre eller meget slidt saxofon kan virkeligheden være en helt anden. Her kan jeg undervejs støde på eksempelvis slør i mekanikken, skæve klapper, slidte kork- og filtstykker, trætte fjedre eller klapper, der ikke står korrekt i forhold til tonehullerne. Sådanne fejl skal rettes som en del af processen. Det nytter nemlig ikke meget, at jeg monterer en ny pude perfekt, hvis selve klappen sidder skævt eller har så meget slør, at den ikke rammer tonehullet ens hver gang.

På meget gamle instrumenter kan der også være ophobet snavs, gammel lim eller lak, som først skal fjernes eller korrigeres, før jeg kan montere de nye puder ordentligt.

Derfor kan to saxofoner af samme model og med præcis det samme antal puder kræve meget forskellig arbejdstid.

Komplet repad eller kun enkelte puder?

Det er langt fra altid nødvendigt at udskifte alle puderne på en saxofon, bare fordi én eller flere er blevet utætte. Hvis resten af puderne stadig er bløde, stabile og slutter tæt, vil jeg normalt kun anbefale at skifte de puder, der faktisk er slidte eller beskadigede.

På en slidt saxofon, hvor mange af puderne er hårde, deformerede eller begynder at blive utætte på samme tid, kan det være mere fornuftigt at udskifte dem alle ved samme lejlighed. Det kaldes ofte en komplet repad.

Fordelen ved en komplet repad er ikke kun, at saxofonen får nye puder. Instrumentet bliver samtidig skilt ad, gennemgået og reguleret som en helhed, så alle klapper og koblinger kan bringes til at arbejde korrekt sammen.

Når jeg vurderer, om en komplet repad giver mening, kigger jeg derfor ikke kun på pudernes tilstand, men også på saxofonens mekanik og hvor meget arbejde der ellers skal udføres på instrumentet. I nogle tilfælde er det langt mere fornuftigt at skifte enkelte puder og regulere instrumentet.

Eksempler på tidsforbrug

Jeg har undersøgt, hvad andre saxofonreparatører i ind- og udland oplyser af priser^*, men det er mere undtagelsen end reglen, at nogen faktisk skriver konkrete priseksempler på deres arbejdsopgaver.

Som de tidligere afsnit forhåbentlig flere gange har været med til at kaste lys over, skyldes det selvfølgelig ofte, at det er meget vanskeligt at komme med prisestimater uden at have kigget på den konkrete saxofon.

Flere oplyser dog vejledende priser, og mine egne eksempler på pudeudskiftninger nedenfor passer ret godt med dem i langt de fleste tilfælde. I eksemplerne nedenfor regner jeg i tid og ikke i pris, da timepriserne varierer en del fra reparatør til reparatør. Min timepris er 600 kr., så du selv kan regne et groft overslag ud. Mine egne priser finder du i opsummeringen. Se priser på saxofonreparation.

Når jeg nedenfor bruger betegnelserne “traditionel” og “moderne”, mener jeg konstruktionen (se afsnittet 2. Saxofontype og konstruktion). G#-puden er brugt som eksempel, fordi den indgår i flere mekaniske koblinger (se afsnittet 1. Hvilken pude skal skiftes?).

Tiderne er vejledende og omfatter kun arbejdet – puder kommer oveni. Eksemplerne gælder altsaxofon. Sopran og tenor tager nogenlunde det samme, mens baryton typisk tager længere tid.

Hvor længe holder en saxofonpude?

Der findes ikke en fast levetid på en saxofonpude. På et instrument, der bliver spillet regelmæssigt, kan mange puder holde 5–10 år eller længere, mens enkelte puder kan blive slidte langt tidligere. På en saxofon, der bruges meget lidt og opbevares godt, kan man også sagtens finde betydeligt ældre puder, som stadig fungerer fint.

Levetiden afhænger blandt andet af, hvor meget saxofonen bliver spillet, hvor fugtig den bliver under brug, hvordan den tørres og opbevares, samt kvaliteten af selve puden.

Puderne bliver heller ikke nødvendigvis slidt lige hurtigt. Nogle klapper bruges langt mere end andre, og enkelte puder er mere udsatte for fugt eller mekanisk belastning end andre. Derfor er det helt normalt, at én eller flere puder skal skiftes, mens resten stadig har mange års levetid tilbage.

Typisk er det G#-puden, den dybe C#-pude og den dybe Eb-pude, der hurtigst bliver påvirket af fugt og derfor ofte viser tegn på slid eller nedbrydning først. Det skyldes primært, at de normalt er lukkede, når man ikke trykker på dem, og derfor lettere samler kondens.

Puderne på håndfladeklapperne er ligeledes lukkede i hvile og kan derfor også blive fugtige, klistrede eller mugne.

Tydelige tegn på slid

Der er flere tegn, som kan tyde på, at en pude er ved at være slidt:

• Læderet er blevet hårdt, tørt eller sprødt
• Der er revner eller skader i overfladen
• Tonehullet har lavet et meget dybt og permanent aftryk i puden
• Puden er blevet ujævn eller deformeret
• Læderet omkring kanten begynder at løsne sig
• Resonatoren sidder løs
• Puden klistrer gentagne gange, selv efter rengøring
• Puden kan ikke længere bringes til at lukke tæt med almindelig justering

Et mørkt aftryk fra tonehullet eller misfarvning er derimod ikke nødvendigvis et problem i sig selv. En pude kan godt se gammel ud og stadig fungere fint.

Hvis saxofonen pludselig bliver sværere at spille, især i det dybe register, kræver mere luft end normalt eller reagerer dårligere på enkelte toner, er det en god idé at få den kontrolleret for utætheder. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle puderne skal skiftes – ofte kan problemet klares med justering eller udskiftning af enkelte puder.

Vedligeholdelse: Få puderne til at holde længere

Du kan ikke forhindre saxofonpuder i at blive slidt, men god vedligeholdelse kan forlænge deres levetid betydeligt.

Det vigtigste er at få så meget fugt som muligt ud af instrumentet efter brug. Når man spiller, dannes der kondens inde i saxofonen, og en del af denne fugt ender omkring tonehuller og puder. Hvis instrumentet lægges direkte i kassen uden at blive tørret, bliver puderne udsat for unødvendigt meget fugt.

Brug derfor en rensesvaber efter hver gang, du har spillet, så fugten trækkes ud af instrumentet, og tør så vidt muligt de mest udsatte områder. En våd pude kan tørres forsigtigt med egnet rensepapir mellem pude og tonehul. Luk klappen let mod papiret, åbn den igen, og fjern først derefter papiret – undgå at trække papiret ud, mens puden presses mod tonehullet.

Det er også en god idé at:

• Lade saxofonen tørre lidt, inden den lukkes helt inde i kassen
• Undgå at opbevare instrumentet meget varmt eller fugtigt
• Holde tonehuller og puder fri for snavs
• Få klistrende eller utætte puder undersøgt, hvis problemet bliver ved

Man bør ikke forsøge at “behandle” læderet med tilfældige plejemidler. En saxofonpude er konstrueret til at have en bestemt fasthed og overflade, og olie eller andre produkter kan ændre materialets egenskaber og i værste fald gøre problemet større.

Sukker og “smaskelyd”

Drikker man sodavand, juice eller andre sukkerholdige drikke kort før man spiller, kan små mængder sukkerholdigt spyt følge med ind i instrumentet. Når fugten tørrer, kan der efterlades en klistret belægning på pude og tonehul.

Det kan få klappen til at hænge en anelse fast, så der kommer den karakteristiske “smaskelyd”, når den åbnes og lukkes. Over tid kan aflejringerne også samle mere snavs og gøre problemet værre.

Det er derfor en god idé at drikke vand og gerne skylle munden, hvis man har drukket noget sødt umiddelbart før man spiller.

Lad de lukkede klapper tørre

Hvis der stadig er fugt mellem pude og tonehul på de lukkede klapper, tørrer disse områder langsommere end de klapper, der står åbne af sig selv. Dup forsigtigt med en lille klud eller papir.

En lille indsats efter hver gang, du spiller, er derfor langt bedre end at forsøge at redde puderne, når de først er blevet hårde, deformerede eller beskadigede.

Kan man selv skifte saxofonpuder?

Ja, det kan man godt – især hvis der er tale om en enkelt, let tilgængelig pude. Selve processen med at fjerne den gamle pude, rense pudekoppen og montere en ny pude med shellak eller anden egnet lim er ikke nødvendigvis særlig kompliceret.

Det svære kommer bagefter.

Den nye pude skal seates, så den møder tonehullet jævnt hele vejen rundt og lukker helt tæt ved et meget let tryk på klappen. Selv en ganske lille utæthed kan påvirke saxofonens respons. Professionelle reparatører arbejder derfor med blandt andet lækagelys og meget små justeringer af pudens placering, mens shellakken er varm og kan bevæges.

Det kræver både det rigtige værktøj og en del øvelse at vurdere, hvor en pude lækker, og om problemet skyldes selve pudens placering, dens tykkelse, en skæv pudekop eller saxofonens mekanik. Selv meget små forskelle kan være afgørende.

En enkelt oktavpude er derfor et langt mere realistisk gør-det-selv-projekt end eksempelvis en pude, der indgår i en mekanisk kobling med flere andre klapper. En komplet repad er en helt anden opgave, fordi alle puderne efterfølgende skal fungere korrekt sammen med saxofonens øvrige mekanik.

Hvis du gerne vil lære saxofonreparation, kan udskiftning af enkelte puder på et billigt øveinstrument være en fin måde at begynde på. Men hvis saxofonen har en vis værdi, eller den skal spille optimalt bagefter, vil jeg anbefale at få arbejdet udført af en reparatør med erfaring i at seate og regulere puder.

Sådan skifter jeg saxofonpuder

Når jeg skifter en pude, handler det ikke bare om at finde den rigtige størrelse og lime den fast. Før puden overhovedet monteres permanent, skal jeg sikre mig, at klap, pudekop og tonehul står korrekt i forhold til hinanden.

1. Adskillelse og kontrol

   Først demonterer jeg klappen og fjerner den gamle pude. Rester af gammel shellak eller lim renses ud af pudekoppen, som jeg samtidig kontrollerer for skævheder. Jeg kontrollerer også klappens placering over tonehullet og eventuelt slør i mekanikken, fordi en ny pude ikke kan kompensere for en klap, der grundlæggende sidder forkert.

2. Valg og dry fitting af puden

   Derefter vælger jeg en pude med den korrekte diameter og tykkelse. Puden skal passe præcist i pudekoppen uden at blive presset eller deformeret.

   Jeg kan herefter lave en dry fitting, hvor puden placeres i pudekoppen uden lim, og klappen monteres på saxofonen. På den måde kan jeg kontrollere, hvordan puden naturligt møder tonehullet, inden den limes fast.

   Målet er at få geometrien så korrekt som muligt på forhånd. Shellakken bør ikke bruges til at kompensere for en større fejl i en skæv klap eller pudekop.

3. Montering med shellak

   Når alt passer, lægger jeg shellak bag puden. Pudekoppen opvarmes forsigtigt, så shellakken bliver blød eller flydende, og puden placeres oven på den.

   

   Ved den metode, der ofte kaldes floating, “flyder” puden på et tyndt lag shellak. Når jeg varmer pudekoppen op igen, kan jeg flytte puden ganske lidt, uafhængigt af selve klappen. Det gør det muligt at finjustere pudens vinkel og placering meget præcist.

4. Seating og kontrol for utætheder

   Nu skal puden seates mod tonehullet. Målet er, at hele kanten af tonehullet møder puden samtidig, og at klappen lukker helt tæt med et meget let tryk.

   Jeg kontrollerer blandt andet tætningen med et lækagelys, som placeres inde i saxofonen. Hvis der slipper lys ud mellem tonehul og pude, er der en utæthed.

   

   Jeg kan også bruge meget tyndt feeler-materiale mellem puden og tonehullet. Ved forsigtigt at trække materialet ud forskellige steder rundt om puden kan jeg mærke, om modstanden er ens hele vejen rundt.

   Hvis puden for eksempel rammer tonehullet først i den ene side, opvarmer jeg pudekoppen igen, så shellakken bliver blød. Derefter flytter jeg puden ganske lidt, lader den køle og tester igen. Sådan fortsætter jeg, indtil puden lukker helt tæt – og det kan sagtens kræve mange gentagelser for en enkelt pude.

5. Til sidst skal mekanikken fungere sammen

   Når selve puden lukker korrekt, er arbejdet ikke nødvendigvis færdigt. Mange af saxofonens klapper er mekanisk koblet sammen, så én klap skal lukke en anden på præcis det rigtige tidspunkt.

   Her kan selv små ændringer i pudens højde påvirke reguleringen. Derfor kontrollerer og justerer jeg også kork, filt og andre reguleringspunkter, så klapperne lukker samtidigt og med det rigtige tryk.

   Til sidst kontrollerer jeg instrumentet igen med lækagelys og afslutter med en spiltest.

Opsummering

Puder

En enkelt pude koster fra ca. 15 kr. for de mindste til ca. 100 kr. for de største barytonpuder.
Et helt sæt puder til en altsaxofon koster typisk 800–2.000 kr.

Arbejdstid

Arbejdstiden afhænger af, hvilke puder der skal skiftes, og af saxofonens konstruktion og stand. På en altsaxofon tager det typisk:

• Udskiftning af enkelte puder på moderne altsaxofon uden større fejl: ½–3 timer pr. pude
• Udskiftning af 5–8 puder på moderne altsaxofon uden større fejl: 4–8 timer
• Komplet repad af en moderne altsaxofon uden større fejl og uden rengøring af instrumentet: 8–15 timer
• Komplet repad af en traditionel altsaxofon med en del slitage: 15–25 timer

Mine priser (2026)

Med min timepris på 600 kr. giver det disse vejledende priser for arbejdet:

• Udskiftning af enkelte puder på moderne altsaxofon uden større fejl: ca. 300–1.800 kr. pr. pude
• Udskiftning af 5–8 puder på moderne altsaxofon uden større fejl: ca. 2.400–4.800 kr.
• Komplet repad af en moderne altsaxofon uden større fejl og uden rengøring af instrumentet: ca. 4.800–9.000 kr.
• Komplet repad af en traditionel, slidt altsaxofon: ca. 9.000–15.000 kr.

Hertil kommer puderne. En komplet repad ender dermed typisk på ca. 5.600–11.000 kr. inkl. puder for en moderne altsaxofon og ca. 9.800–17.000 kr. for en traditionel, slidt altsaxofon. Det er altså sjældent puderne, men arbejdet og saxofonens stand, der har den overvejende betydning for prisen.